Ledelseskonferencen

Taknemmelighed som nøglen til at ændre fremtidens organisationer

– verdens nemmeste teknik til at motivere medarbejdere, skabe resultater og fostre et mentalt sundt arbejdsmiljø

Ny forskning viser, at der i taknemmelighed ligger en kæmpe, ofte uudnyttet ressource. Taknemmelighed kan ændre vores hjerner og dermed vores virkelighed og livssyn. Når vi er taknemmelige, falder vores stressniveau, vores immunsystem styrkes, vi sover bedre om natten, og vi får bedre relationer til andre mennesker og oplever større optimisme i tilværelsen.

Taknemmelighed medvirker desuden til, at vi i højere grad opnår det, som vi drømmer om og arbejder hen imod. Dette bevirket af et mere positivt fokus, der centrerer sig om det, som vi ønsker i vores hverdag, i modsætning til et fokus, der er skabt og drevet af frygt for ikke at præstere godt nok. Det er desuden videnskabeligt bevist, at medarbejdere, der har en ledelse, der udviser taknemmelighed for medarbejdernes arbejde, præsterer 50% bedre i hverdagen. Det er ikke småting! Tilmed stiger arbejdsglæden for medarbejdere såvel som ledere. Og medarbejdere fastholdes og antallet af dyre rekrutteringer reduceres. 

Taknemmeligheden gør kort sagt, at vi bliver bedre udgaver af os selv – i private så vel som arbejdsmæssige sammenhænge. Vi bliver bedre samlevere, forældre, medarbejdere. Og vi bliver bedre ledere. Men hvordan gør vi så i praksis?

Med udgangspunkt i sin bestsellerbog, Tak! (2017), vil Rikke Østergaard i dette yderst relevante – men også grænsesøgende – foredrag indføre os i brugen af verdens nemmeste teknik til at motivere medarbejdere, skabe resultater og fostre et mentalt sundt arbejdsmiljø. Du vil som leder opnå indsigt i taknemmelighedens transformerende kraft og metoder til handling i praksis. Metoder der vil bidrage til, at taknemmelighed bliver et naturligt, integreret ”værktøj” i hverdagen og ikke mindst i dit ledelsesarbejde.

Foredraget vil bl.a. give svar på følgende: 

  • Hvorfor vi i dagens Danmark ofte glemmer taknemmeligheden i hverdagens ræs, og hvorfor det er livsnødvendigt at få den tilbage?
  • Hvorfor hjernen ikke kan producere stresshormoner, når vi er taknemmelige?
  • Hvorfor taknemmelighed er så effektivt og nemt et redskab til at ændre arbejdsmiljøet fra stress og brok til produktivitet og glæde?
  • Hvordan taknemmelighed bliver et naturligt, integreret ”værktøj” i hverdagen og ikke mindst i dit ledelsesarbejde?

Rikke Østergaard

Rikke Østergaard er sociolog, foredragsholder, rådgiver og forfatter til to bestsellerbøger, Sluk Emhætten (2016) såvel som bogen Tak! (2017). Hun er trivsels- og mentaltræningsekspert og benyttes ofte i forskellige medier og på konferencer i ind- og udland. Derudover er hun underviser på nogle af landets førende bestyrelses- og ledelsesuddannelser, samt gæstelektor på University of Sydney. Rikke Østergaard er en af de første i Danmark, der har specialiseret sig som erhvervssociolog. Rikke Østergaard er en rutineret foredragsholder med et smittende nærvær, og hun besidder evnen til at omsætte teori til metoder, der let kan omsættes til handling i praksis.