Skip to main content

Ledelseskonferencen

Stabiliserende ledelse: Sådan leder du mellem stabilitet og forandring

James Høpner

I mange år har vi hyldet dem, der bygger nye vindmøller, frem for dem, der skaber læhegn og stabilitet. Litteraturen om forandringsledelse har talt om brændende platforme, disruption og behovet for stadig større omstillingsparathed. Men står vores organisationer i virkeligheden stille? Og er det rigtigt, at vores omverden er i konstant forandring?

Det er nogle af de spørgsmål, som James Høpner rejser og udfordrer i dette foredrag. Spørgsmålet er også, om forandring og stabilitet reelt er hinandens modsætninger – eller om de tværtimod er tæt forbundne?

Foredraget tager afsæt i James Høpners nye bog, Stabiliserende ledelse, som har modtaget stor anerkendelse. Omdrejningspunktet for bogen og foredraget er tre situationer, som de fleste ledere møder i praksis: Hvordan forandrer jeg min organisation, når den står stille? Hvordan forankrer og balancerer jeg min organisation, når den er i konstant bevægelse? Hvordan stabiliserer jeg min organisation, når den udsættes for radikale forandringer?

James Høpner udfolder disse dilemmaer og peger på hvilke lederroller, der er nødvendige for at navigere i både stabilitet og forandring – på samme tid.

Foredraget giver blandt andet svar på:

  • Hvilke forestillinger bærer vi som ledere ofte med os om forandringsledelse – og er der noget vigtigt, vi overser?
  • Hvilke lederroller er nødvendige i situationer præget af stilstand, konstante forandringer og radikale skift?
  • Hvordan kan vi udøve stabiliserende ledelse i en verden i konstant bevægelse?

James Høpner har mange års ledelseserfaring og er efteruddannelseschef i Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Han er derudover bestyrelsesformand på Gotvedinstituttet og forfatter til en række bøger og artikler om ledelse, modstillinger og meningsskabelse. Blandt andet bøgerne, Modstillinger i ledelse (2017), Meningskabelse, organisering og ledelse (med Sverri Hammer, 2023) Den uperfekte leder – meningsskabelse og benspænd i en verden på farten (2021), samt senest den anmelderoste bog, Stabiliserende ledelse – om ledelse af forandringer og stabilitet i organisationer (2026).