ODEON er et nyt byggeri midt i Odense, der blev indviet i 2017 og er Odenses ubestridte flagskib indenfor store begivenheder. ODEON er et musik-, teater- og konferencehus, der tilsammen er et af Danmarks største møde- og eventsteder.

Placering: ODEON ligger få minutter fra Odense Banegård Center, 15 minutter fra motorvejen E20 og lige ved siden af H.C. Andersens barndomshjem. Adressen er:

Odeons Kvarter 1, 5000 Odense C

ODEON grænser op til den nye bymidte og befinder sig ved den gamle Thomas B. Thriges Gade i Odense centrum. ODEON ligger centralt i H. C. Andersen kvarteret i Odense, få hundrede meter fra Odense Banegård. ODEON er nabo til Odense Koncerthus og Hotel Comwell H. C. Andersen.

Parkering: Det er muligt at parkere flere steder i Odense, bl.a. Q-parks parkeringskælder Q-Park Odense City under ODEON. Herfra er der direkte opgang til ODEON. Kælderen har døgnåbent. Husk at registrere din parkering (via nummerplade) ved ankomst på standerne i kælderen.

Kører du ned i parkeringskælderen fra ØST ved Hans Mules Gade, kan du med fordel dreje til venstre for at finde direkte opgang til ODEON – trappeopgang P-01. Du kan også anvende trappeopgangen P-02, som du finder, hvis du i stedet drejer til højre efter nedkørselsrampen. Parkerer du andre steder i parkeringskælderen, så følg da skiltning mod ODEON og/eller P-02.

Bemærk også, at der er 10 ladestandere til elbiler i kælderen under ODEON, som kan benyttes mod betaling.

Der er mulighed for parkering mange andre steder i byen. Læs mere her om parkering i Odense.

Kollektiv transport: Du kan tage toget direkte til ODEON. Hvis du ankommer med tog til Odense, ligger ODEON i gåafstand kun få hundrede meter fra Odense Banegård. Her stopper også alle busser, ligesom flere af dem har stop foran Odense Koncerthus, overfor politigården. Odense Letbane har et stop ved navn “ODEON” på linjen, mindre end 100 meter fra ODEONs hovedindgang.

Overnatning: Comwell Hotel H. C. Andersen ligger lige ved siden af ODEON. Værelser kan bookes her.

Der findes desuden mange andre overnatningstilbud i centrum, tæt på ODEON.

Internet: Der er gratis WiFi I ODEON