Ledelseskonferencen

Fremtidens ledelse har urgamle rødder: Sådan bliver du en leder, som andre vil følge!

Dårlig ledelse er den hyppigste årsag til medarbejderflugt på danske arbejdspladser og ’chefen’ er en væsentlig grund til at mange mistrives. Men måske er vi på vej imod en ledelsesrevolution? I et opgør med ledelseskrisen er flere organisationer og ledere i gang med en transformation.

For at ruste os til fremtidens ledelse skal vi se tilbage i tiden. Dette er budskabet i Dennis Nørmarks og Christian Groes’ bog, Gid min chef var høvding (2024). Igennem studier af urfolk og stammesamfund præsenteres en oprindelig ledelsesstil, der har fungeret eksemplarisk og været levedygtig i årtusinder.

Vi har alt for mange eksempler på dårlig ledelse – men det kan vi ændre på, hvis vi vender tingene på hovedet og tænker på ledelse som noget, der tjener et fællesskab og ikke sig selv. Vi har brug for moderne “høvdinge”, der kan vise vejen i dag. Mennesker der leder med ydmyghed, empati, indlevelse, selvkontrol og med fællesskabet for øje. Ligesom det altid var meningen.

Foredraget giver bl.a. svar på følgende spørgsmål:

  • Hvorfor bliver gode mennesker nogle gange til tyranner?
  • Kan en leder godt være både sød og succesfuld?
  • Hvad er høvdingeledelse – og hvordan bliver du selv en høvding i dit ledelsesarbejde?

Dennis Nørmark

Dennis Nørmark er en anerkendt og efterspurgt antropolog, forfatter, foredragsholder, debattør og konsulent. Dennis er bl.a. forfatter til bogen Pseudoarbejde (2018), der er blevet en international bestseller. Senere er tilkommet både debatbøger, ledelsesbøger og en enkelt roman – heriblandt den nye bog, Gid min chef var høvding (2024). Dennis arbejder med danske og internationale organisationer såsom Novo Nordisk, Leo Pharma, Deloitte, Coloplast, Oticon, Aarhus Universitet, Roche, Maersk, Novozymes m.fl.