Ledelseskonferencen

Ufrihedens pris: Hvordan vi lærte at tro, at vi ingenting kan!

Hvad kan vi lære af den preussiske hær, af trafikforsøg med åbne pladser og skoleeksperimenter, der starter med en løgn? En hel del. Nemlig at vi lyver for os selv, når vi tror, at vi har brug for at få alting beskrevet i planer, nedfældet i regler og pakket ind i ledelse og administration. 

Vores organisationer går glip af et enormt potentiale i frihed og selvbestemmelse. Og samtidig forstår vi ikke hvorfor ting tager længere tid at udføre – og hvorfor vi drukner i møder og skaber mistrivsel og stress. Men det hele er forbundet. Vi får langsomme og besværlige organisationer fordi vi har marineret hinanden og os selv i de lave forventningers tyranni.  

I sit oplæg, baseret på sin seneste bog Ufrihedens Pris, viser Dennis Nørmark hvordan vi fik overleveret en række myter om risikoen ved frihed og selvbestemmelse og velsignelserne ved planlægning såvel som myten om en overdreven tro på, hvad ledelse både kan og skal. Myter som det er på tide at trække tæppet væk under.

Foredraget drøfter og giver bud på følgende:

  • Hvor kommer den lave tiltro til mennesker fra?
  • Hvordan slipper vi af med langsomme og besværlige organisationer?
  • Hvorfor er afbureukratisering så svært? 

Dennis Nørmark

Dennis Nørmark er en af Danmarks mest anvendte og citerede antropologer og har med sine seneste bøger om blandt andet “Pseudoarbejde” bidraget væsentligt til debatten om ledelse, arbejdstid og arbejdsforhold. Dennis er efter en årrække som konceptualiserende chefkonsulent i rådgivningsbranchen i dag forfatter og foredragsholder samt professionelt bestyrelsesmedlem i flere organisationer, herunder i Danmarks Radio, hvor han for nuværende er næstformand. Dennis er bogaktuel med den helt nye, roste bog: Ufrihedens pris (2023).