Ledelseskonferencen

Fejl og forsoning i organisationer: Skyld, skam og tvivl i lederskabet

Det er en glæde at lede, når ting lykkes og organisationen trives. Men nogle gange lykkes det ikke.

Dette foredrag handler om de svære følelser i ledelse – skyld, skam og tvivl – som ofte er usynlige, men et grundlæggende vilkår i lederrollen. Vi skal se på, hvordan ansvar for beslutninger, der rammer andre, uundgåeligt vækker moralske og følelsesmæssige dilemmaer – og hvordan skyld og skam opstår, når organisationen fejler, og du som leder skal stå på mål.

Du og din ledergruppe får redskaber til at rumme og acceptere svære følelser som en naturlig del af lederansvaret. Vi får indblik i emnet fejl – og de forskellige måder, de viser sig på – som en del af det ansvar, som du som leder kan blive konfronteret med. Der gives ligeledes indsigt i begrebet ironi, hvor følelsesmæssig distance bliver en overlevelsesstrategi. Og vi skal også tale om, hvorfor det er vigtigt for ledere at finde et rum udenfor organisationen, hvor der er mulighed for at se egne ledererfaringer i et andet perspektiv. Ikke mindst skal vi se konkrete eksempler på forsøg på tilgivelse og forsoning – både de vellykkede og de mindre vellykkede.

Lederskab kræver mod til at stå i usikkerhed og moralsk tvivl – og det er en central pointe i oplægget, at ledere ikke skal undertrykke deres følelser, men forstå dem som tegn på ansvarlighed.

Foredraget giver bl.a. svar på følgende:

  • Hvorfor føles lederjobbet ofte ensomt?
  • Hvordan kommer man videre efter fejl?
  • Er en undskyldning farlig eller en mulig vej frem?

Camilla Sløk

Camilla Sløk er teolog og lektor i etik og ledelse ved CBS, hvor hun forsker i ansvar, skyld og værdikonflikter i organisationer. Hun er kendt for at belyse de følelsesmæssige og etiske sider af ledelse, som ofte bliver fortiet. Hendes arbejde undersøger, hvordan ledere håndterer skyld, skam og tvivl i komplekse beslutningssituationer. Hun formidler med et stærkt engagement i menneskelighed og integritet i lederskabet. Camilla Sløk er forfatter til flere bøger, blandt andet Blod, sved og tårer og Fejl og forsoning i organisationer (2025).