Ledelseskonferencen

I politikkens vold: Hvordan lykkes du som leder i en politisk styret organisation?

Den danske offentlige sektors mange institutioner og myndigheder er i sidste instans politisk ledet, reguleret og styret. Peter Bjerre Mortensen giver i sit foredrag eksempler på, hvilke konsekvenser det politiske udgangspunkt har for, hvordan de offentlige ledere varetager ledelsesopgaven. Fokus vil særligt være på, hvordan det politiske udgangspunkt gør det svært, men også helt nødvendigt at arbejde med forpligtende ledelse.

Forpligtende ledelse indebærer bl.a., at medarbejderne kan regne med, at den linje, der bliver lagt, faktisk bliver fulgt og efterlevet. Det er ikke mindst væsentligt i disse år, hvor den offentlige sektor på mange områder står overfor svære omstillinger, hvor opgaver skal løses på nye måder, og hvor omverdenens forventninger og krav til opgaveløsningen stiger, imens der samtidig bliver færre medarbejdere til at løse opgaverne. Den politiske ledelse vil i den situation være fristet til at bøje af og forfølge kortsigtede politiske gevinster, hvilket udfordrer de offentlige lederes mulighed for forpligtende ledelse. Foredraget peger på, hvilke strategiske muligheder den offentlige leder har for at lykkes.

Du får bl.a. svar på:

  • Hvilke muligheder og begrænsninger giver det politiske udgangspunkt den offentlige leder?
  • Hvordan påvirker de kommende års omstilling af de centrale velfærdsområder den offentlige leders vilkår og handlemuligheder?
  • Hvordan kan den offentlige leder selv styrke sine muligheder for at praktisere forpligtende ledelse?

Peter Bjerre Mortensen

Peter Bjerre Mortensen er professor i offentlig forvaltning ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Sammen med Jørgen Grønnegård Christensen har han skrevet bogen I politikkens vold. Offentlige lederes vilkår og muligheder (2016). Han har endvidere været inddraget som ekstern ekspert i Ledelseskommissionens arbejde og været medlem af Sundhedsstrukturkommissionen.