Bæredygtig ledelse: Ydre forandring kræver indre omstilling
Verden ændres. Velfærdssamfundet ændres. Offentlig ledelse ændres. Og det stiller dig og din organisation i en ny situation nu og i den nærmeste fremtid. Det har vi sagt før, men det er anderledes presserende netop nu i denne tid, og på en måde, som er ny for os. Og der er flere bundlinjer og hensyn, der skal tilgodeses og respekteres. For det første, så er der alt det, der er uden for den enkelte organisation. Eksterne interessenter, samfundet, naturen. Myndigheder i verden. For det andet, så er der alt det, der er inde i virksomheden. Det er medarbejdere, ledere, relationer, omsorg, ydelser, sager, opgaver. Ledelse og lederskab handler om det hele. Men hvordan kan du som offentlig leder navigere i dette uforudsigelige og komplekse landskab.
Steen Hildebrandt, mangeårig internationalt anerkendt ledelsesekspert, forfatter og professor emeritus på Aarhus Universitet, giver dig et solidt indblik i, hvad der er de vigtigste fokuspunkter i nutiden og fremtidens komplekse ledelseslandskab, og han giver dig sit bud på, hvordan du kan gribe det an? Det handler ifølge Steen Hildebrandt om de rette værdier, værktøjer og væremåder. Det handler om bæredygtighed – og om væredygtighed. Vi har alle et ansvar for helheden og vores værdier og mindset. Offentlig ledelse har meget stor betydning for borgerne og for alle de mennesker, der arbejder i institutionerne.
Foredraget vil bl.a. give svar på følgende:
- Hvad er bæredygtig ledelse?
- Hvorfor skal vi arbejde med FN’s 17 verdensmål – og hvordan inddrages de 17 bæredygtighedsmål i praksis?
- Hvad er være- og bæredygtighed?
Steen Hildebrandt
Steen Hildebrandt er ph.d., professor emeritus ved Aarhus Universitet og adjungeret professor ved CBS, Handelshøjskolen i København og Aalborg Universitet. Han er medlem af flere bestyrelser og rådgivende komiteer samt en meget benyttet foredragsholder om ledelse, organisation, samfundsforhold, herunder om bæredygtighed og FN’s verdensmål. Han har et omfattende forfatterskab bag sig, et forfatterskab, der i de sidste 10 år er resulteret i op mod 10 bøger om vækst, bæredygtighed, bæredygtig ledelse og de 17 verdensmål.