Ledelseskonferencen

Når gode mennesker handler ondt: Mulige løsninger på forråelse som et vildt problem

Hvorfor bliver vi som samfund ved med at udskamme de professionelle, der reagerer med forråelse? Hvorfor hjælper vi dem ikke i tide inden forråelsen bliver nødvendig for dem?

Vi må ikke svigte de professionelle, der reagerer med forråelse. Vi er nødt til at forstå, at forråelse er en mestringsstrategi, som mennesker bruger, når afmagtsfølelser, omsorgstræthed og moralsk stress bliver ubærlig og skamfuld. Ved at tænke, føle og bekymre sig mindre end man egentlig gør, kan man beskytte sig selv og holde situationen ud. Men selvom forråelse er en forståelig mestringsstrategi er konsekvensen, at børn, borgere og pårørende krænkes. Og vi må ikke svigte dem, der bliver krænket af deres professionelle.

Forråelse er et vildt, genstridigt og sammenfiltret problem, og der er derfor ingen quickfix. Men der er mulige løsninger.

Foredraget drøfter og giver bud på følgende:

  • Hvorfor handler gode mennesker nogle gange ondt?
  • Hvorfor bliver vi som samfund ved med at udskamme de professionelle, der reagerer med forråelse?
  • Hvordan kan vi hjælpe i tide inden forråelsen bliver nødvendig?

Dorthe Birkmose

Dorthe Birkmose er psykolog, supervisor og foredragsholder og har i 20 år beskæftiget sig med forråelsesrisikoen for medarbejdere og ledere i velfærdsarbejdet. Hun har været med til at bryde tabuet om forråelse, og nu er hun med til at pege på mulige løsninger. Dorthe har skrevet flere roste bøger, herunder bogen Når mennesker handler ondt: Tabuet om forråelse (2013) og den nyeste opdaterede udgave af bogen, Når mennesker handler ondt: Mulige løsninger på forråelse som et vildt problem (2023).