Ledelseskonferencen

Ledelse i en fremtid domineret af teknologi: Er der argumenter for mennesker?

Fotograf Sif Meincke www.sifmeincke.dk

Det pibler frem med teknologi, som ligner os, lyder som os og tager beslutninger på vegne af os. Digitale væsner, der fylder vores hverdag og arbejdsliv. Og imens teknologien udvikler sig med stadig større hast, så det er svært at følge med, så presser et vigtigt spørgsmål sig på:

Hvad er menneskets rolle i en fremtid domineret af maskiner? Hvad betyder det for os, at maskinerne er begyndt at tale og skrive og skabe som os? Taber vi vores jobs og menneskelige liv til den kunstige intelligens? Bliver vores læger, lærer og kærester erstattet af robotter?

Foredraget trækker på opsigtsvækkende forskning og underholdende eksempler. Gennem anekdoter, chatbotsamtaler og forskerinterviews sætter Christiane den teknologiske udvikling i et helt nyt perspektiv. Med udgangspunkt i filosofi, forskning og den skillevej mod fremtiden, som vi befinder os midt i, afdækker Christiane begreber som følelser, kærlighed, fællesskab, moral, kreativitet, tro og død. Fra stoikerne til Simone de Beauvoir. Fra Niels Bohr til Nick Cave.

Foredragsholderen vil bl.a. drøfte og komme med bud på følgende:

  • Hvad er menneskets rolle i en fremtid domineret af maskiner?
  • Taber vi vores jobs til AI og kan man blive forelsket i sin digitale assistent?
  • Er der håb og argumenter for mennesker: Hvad kan vi, som teknologien ikke kan?

Christiane Vejlø

Christiane Vejlø har arbejdet som foredragsholder på konferencer i ind- og udland i over 20 år. Med en kandidatgrad i Religionsvidenskab og Medievidenskab samt mange års erfaring fra tele-, tech-, og mediebranchen byder Christiane på ekspertviden om både etik og mennesker, digitalisering, teknologiudvikling og medieplatforme. Hun sidder i Data Etisk Råd og har rådgivet to regeringer i ansvarlig teknologi. Christiane er forfatter til den roste, nye bog Argumenter for mennesker (2023) samt aktuel i DRs serie ”Kunstig Intelligens”.