Ledelse på tværs – hvorfor er det så svært og hvordan lykkes vi sammen?
En stærkt specialiseret offentlig sektor med mange gensidigt afhængige organisationer kræver at ledere kan lede på tværs af organisatoriske grænser. En sammenhængende og effektiv offentlig sektor kræver, at offentlige ledere kan lede med blik for mere end deres egen enhed. Men hvorfor er det så svært, og hvordan forbereder vi offentlige ledere til at påtage sig den svære ledelsesopgave? Professor Mickael Bech fra Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Aarhus Universitet vil fremlægge en række erfaringer fra sundhedsområdet med træning af ledere i ledelse på tværs af organisatoriske grænser. Mickael Bech vil bl.a. tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:
- Hvorfor er det så svært at lede på tværs?
- Hvad skal offentlige lederne kunne for at lede på tværs?
- Hvordan skaber vi det rette ledelsesrum for at kunne lede på tværs?
Mickael Bech
Mickael Bech er professor i sundhedsledelse ved Kronprins Frederiks Center for Offentlige Ledelse, Aarhus Universitet. Mickael har tidligere forsket i sundhedsøkonomi, styring og afregning og sundhedsvæsenets organisering. Mickaels nuværende forskning fokuserer på betydningen af ledelse for personale, patienter, klinisk kvalitet, effektivitet og patientsikkerhed. Mickael har erfaringer som leder bl.a. som direktør ved VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd samt institutleder ved Syddansk Universitet.