Ledelseskonferencen

Effektiv ledelseskommunikation i en krisetid: Fra corona til klima

Coronakrisen var verdenshistoriens største adfærdseksperiment. Adfærd skulle ændres med lynets hast. Det centrale værktøj til at skabe adfærdsændringerne var kommunikation fra myndigheder og politikere, og dermed bidrager coronakrisen med unik indsigt i hvordan og hvornår kommunikation tilskynder til adfærd, og hvornår den fejler. Disse indsigter er afgørende ikke blot i forhold til næste smittebølge eller næste epidemi, men også i forhold til en række af de andre kriser, som vi står overfor som samfund herunder stigende priser og et mere udfordret klima.

Oplægget vil præsentere en række vigtige forskningsresultater omkring effektiv kommunikation under coronakrisen og særligt perspektivere indsigterne til klimakrisen. Indsigterne er brugbare som offentlig leder, uanset om man kommunikerer borgerrettet eller til medarbejderne internt i organisationen.   

Foredraget vil bl.a. give et bud på følgende:

  • Hvorfor er kommunikation afgørende i en krisesituation? 
  • Hvordan skal du som leder kommunikere, hvis du ønsker at forandre adfærd? 
  • Hvordan kan du overføre erfaringerne fra coronakrisen til andre kriser?

Michael Bang Petersen

Michael Bang Petersen er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Han er leder af HOPE-projektet, der undersøgte danskernes holdninger og adfærd under coronakrisen. Han har rådgivet Sundhedsstyrelsen og regeringen under coronakrisen og været en af de mest brugte eksperter i medierne. I 2022 modtog han Dannebrogsordenen og Uddannelses- og Forskningsministeriets Forskningskommunikationspris for sin indsats.