Ledelseskonferencen

Ledelse af resiliens: Kan visioner og faglighed gå hånd i hånd både i hverdagen og under kriser?

Resiliens handler om at kunne ”komme igen” og fortsat opnå målsætningerne, og her er det vigtigt, at offentlige ledere kan sætte retning og rammer såvel som facilitere gode relationer og refleksion. Arbejdet med organisatorisk resiliens er særligt vigtigt i offentlige organisationer pga. de mange forskellige forståelser af, hvad der er (allermest) ønskværdigt for organisationen at opnå. Det gør det vigtigt for offentlige ledere at kunne omsætte og oversætte de politiske prioriteter til en meningsfuld retning for organisationen.

Under foredraget kommer vi bl.a. ind på, hvordan ledelse rettet mod resiliens kobler sig til såvel visionsledelse som faglig ledelse. Visionsledelse handler om at tydeliggøre, dele og fastholde billedet af den ønskværdige fremtid for organisationen, mens faglig ledelse handler om at facilitere en fælles forståelse af faglig kvalitet og forsøge at indfri denne i opgaveløsningen. Når ledere skaber overensstemmelse mellem organisatoriske målsætninger og professionelle normer, udvikler den faglig viden og aktiverer de professionelle normer og den faglige viden i opgaveløsningen, kan faglig ledelse og visionsledelse gå hånd i hånd. Det gælder både under kriser og i hverdagen.

Lotte Bøgh Andersen

Lotte Bøgh Andersen er professor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet, samt VIVE. Hun er også leder af Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse.

Lotte Bøgh Andersen forsker i motivation, målopfyldelse, styring samt offentlig og privat ledelse. Herunder har hun beskæftiget sig med styringsparadigmer, værdier, ledelsestræning og lederidentitet.

Under corona-krisen har hun sammen med bl.a. Clara Siboni Lund sat fokus på offentlige lederes handlinger rettet mod at fremme organisatorisk resiliens under drastiske forandringer. De har undersøgt ledernes handlinger set fra både medarbejdernes perspektiv og ledernes eget perspektiv, og de kobler resiliensforskningen til såvel visionsledelse som faglig ledelse.

Clara Siboni Lund

Clara Siboni Lund er cand.scient.pol og ph.d.-studerende ved Kronprins Frederiks Center for Offentlige Ledelse. Hun forsker i offentlig ledelse med særligt fokus på ledelse af fagprofessionelle medarbejdere. I sin ph.d.-afhandling har Clara undersøgt, hvordan frontlinjeledere bedriver faglig ledelse, og hvilke organisatoriske- og lederkarakteristika der er relateret til at ledere lykkes med faglig ledelse. Under coronakrisen har Clara Siboni Lund ligeledes deltaget i centerets forskning om resiliens og interviewet en lang række ledere og medarbejdere om deres erfaringer fra krisen.

Foredraget giver bl.a. svar på følgende spørgsmål:

  • Hvordan kan du udøve ledelse med henblik på at skabe organisatorisk resiliens?
  • Hvordan hænger visionsledelse og faglig ledelse sammen, og kan de bruges i sammenhæng?
  • Hvordan tilpasser du din ledelse til hhv. krise og hverdag?